Af jordemoder, cand.mag. Jytte Aa. Møller og cand.med. Bente Holm Nielsen
Udgivet i “Temahæfte 3: Forældreansvarsloven – Hvad blev der af Barnets Tarv?” af Pia Deleuran (red.), Djøf 2011.
Artiklen argumenterer for, at den danske forældreansvarslov må gentænkes og ændres, således at der ydes respekt for kvindens kropslige indsats i forbindelse med den menneskelige forplantning.
Indledning
Ved familieforøgelse har det i flere generationer været kutyme, at mindre børn fortrinsvis var kvindens ansvar med alle de fordele og begrænsninger, som dette nødvendigvis må medføre for børnene og for de to forældre.
Forældreansvarsloven fra 2007 er i overensstemmelse med mange kvinders og mænds ønske om at gøre op med gammel praksis. Under henvisning til barnets tarv, skulle der i videst mulig udstrækning skabes ligestilling, såvel mellem ugifte og gifte fædre, som mellem fædre og mødre.
Imidlertid har det samlede koncept medført en sommetider hidsig debat om, i hvilket omfang forældre generelt er i stand til at forvalte deres ret til på lige fod at varetage barnets tarv. Især når parforholdet er ikke-eksisterende, skranter eller er opløst på grund af vold eller uoverstigelige konflikter, og især når dette er et faktum, mens de fælles børn er mindreårige.
Vores udforskning af jordemoderfaglig teori og metode (1) har nødvendigvis inkluderet kvinders indsats med at rumme det nye liv i egen krop i månedsvis. Efterfølgende har vi set, at respekten for denne indsats, der initierer en unik form for relation, som for eksempel adoptionsforældre kender til at måtte oparbejde – at denne respekt bliver mindre og mindre i takt med den nye trend, hvor kønsligestilling sættes lig med lige rettigheder, uanset forskellig kropslig indsats.
Vi er kommet frem til, at forældreansvarsloven diskriminerer kvinder og erstatter det mandlige og kvindelige fælles ansvar for barnets tarv med en fælles forældrerettighed. Loven annullerer den samfundslogik, ifølge hvilken moderskab er et befolkningsanliggende, og normaliserer i stedet den privatsfærelogik, der gør svangerskabet til en parentes og endvidere ligestiller den kvindelige og den mandlige forplantningsindsats.
Med henvisning til FNs kvindekonvention, Peter Zinkernagels filosofi og vores forskningsanalyser opfordrer denne artikel til fornyet respekt for kvindens kropslige indsats i forbindelse med menneskelig forplantning. Der argumenteres for gentænkning og ændring af forældreansvarsloven.
Normalitet, kønsligestilling og utopi
I dag er intet utænkeligt – heller ikke, når det gælder svangerskab og næring af nyfødte. Mænd kan helt sikkert også amme, hvis det er det, man som samfund beslutter forskningsmæssigt at satse på.
Men når intet er utænkeligt, er det rettidig omhu at sætte det mest almindelige i fokus. Det er stadig normalt, at menneskelig forplantning sættes i gang ved et samleje mellem to mennesker af forskelligt køn, at æg og sædcelle mødes i æglederen, at det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen, at barnet fødes efter et antal måneder, og at det ernæres med modermælk i et større eller mindre tidsrum.
Da reagensglasbefrugtning i løbet af 1980’erne havde vundet indpas, kom ét af 1990’ernes mange fremtids-scenarier til at handle om den gravide mand (2). Det var inspireret af spekulationer om, hvorvidt en graviditet et andet sted end i en kvindes livmoder kunne føre til et levedygtigt barn. Scenariet var en del af en utopisk idé om at skabe fuldstændig ligestilling mellem kvinder og mænd. Utopisk, fordi de kropslige begrænsninger og muligheder hos kvinder og mænd ER forskellige.
Siden har der ikke været den store interesse for gravide mænd. Måske er tanken ikke forladt, men kønsligestillingens ivrigste fortalere synes ikke længere interesserede i at diskutere mandlig graviditet som en rettighed.
Det, der i dag har interesse, er retten til forældremyndighed og samvær.
Kønsligestilling og forældreansvarslov
I slutningen af 1900-tallet blev det mere og mere almindeligt, at ægtefolk i forbindelse med skilsmisse aftalte fælles forældremyndighed.
Denne praksis kan siges at have haft afsmittende virkning på forældreansvarsloven.
Før Forældreansvarsloven var det ikke så meget et spørgsmål, om den ugifte barnefar skulle have del i forældremyndigheden, som det var et spørgsmål om, at statsamtet (siden statsforvaltningen) kendte hans navn, så han kunne pålægges det medansvar for barnet at betale børnepenge. Det accepteredes, at det i nogle tilfælde ikke var muligt for kvinden at angive en barnefar, og efter ”forhør” kunne hun i så tilfælde hæve sine børnepenge hos det offentlige og have forældremyndigheden alene. Hvis hun ikke ville ansøge om børnepenge og i øvrigt dokumenterede, at hun selv kunne forsørge barnet, var barnets tarv helt hendes eget ansvar.
Nu ser det anderledes ud. For ægtefolk gælder stadigvæk pater est-reglen (en formodningsregel om, at faderen er den, som brylluppet udpeger – pater est quem nuptiae demonstrant (3)), hvilket betyder, at vielsesattesten automatisk medfører fælles forældremyndighed.
For ugiftes vedkommende etableres fælles forældremyndighed på to forskellige måder:
1) Inden eller lige efter fødslen underskriver parterne en omsorgs- og ansvarserklæring. Erklæringen udleveres typisk af en jordemoder i forbindelse med en graviditetskontrol, men den kan også findes på nettet og ekspederes elektronisk. Hverken på den trykte eller på den elektroniske blanket er der angivet, hvilke konkrete retsvirkninger den fælles forældremyndighed indebærer.
2) Hvis en ugift mor ikke har underskrevet omsorgs- og ansvarserklæringen, kan barnefaren kontakte statsforvaltningen, når barnet er født, med sit ønske om fælles forældremyndighed. Statsforvaltningen indkalder barnemoren og belærer hende om, at kun tungtvejende grunde – så som vold, overgreb eller meget højt konfliktniveau mellem parterne – kan medføre, at barnefaren ikke skal have del i forældremyndigheden. Hvis hun ikke herefter frivilligt accepterer fælles forældremyndighed, vil statsforvaltningen videresende sagen til retten, der idømmer parret fælles forældremyndighed – medmindre nævnte tungtvejende grunde imod fælles forældremyndighed direkte kan bevises.
Lovgiver har med forældreansvarsloven lagt til grund, at alle forældre skal og kan indgå i et samarbejde, med den konsekvens at mænd er blevet ligestillet i forhold til barnet uanset ægteskabelig status. Denne ligestilling af mænd med mænd kan ikke betegnes som en kønsligestilling, uanset at man forestiller sig, at den samtidig ligestiller ugifte kvinder med gifte.
Forældreansvarsloven er – som vi i denne artikel argumenterer for – generelt diskriminerende over for kvinder. Med hensyn til nyblevne mødre, der er ugifte, indskrænker den disse mødres tidligere ret til selv at tænke over og tage stilling til, om barnefarens opførsel har vist tegn på, at han vil leve op til sit forældreansvar. Således som den gifte mand viste med sin underskrift på vielsesattesten.
Vi må forudse, at næste skridt bliver, at alle fædre automatisk tildeles forældremyndighed og samvær fra og med barnets fødsel. Dette uanset om kvinden og manden ikke har haft noget at gøre med hinanden, siden det samleje, der resulterede i graviditeten. Også i tilfælde af, at graviditeten er resultat af en oplevet, men ikke pådømt voldtægt.
Normal forplantning, tidsfaktoren og normal forplantningslogik
Det er stadig mest almindeligt, at et kommende barn undfanges og udvikler sig i sin mors krop og fortsat ernæres af hende et stykke tid efter fødslen.
Det er en kendsgerning, at det tager tid at få et nyt menneskebarn på benene. I denne proces har faren og moren forskellige socialt og kulturelt konstruerede roller, og disse vil løbende være til drøftelse. Om der lægges særlig vægt på kvindens mulighed for at etablere en tilknytning til barnet gennem amningen, er for så vidt også til forhandling, da det afhænger af, om der vises respekt for dette særegne relationsfællesskab kulturelt og samfundsmæssigt.
Forældrene har også forskellige kropslige funktioner. Den ene leverer sæd, den anden æg, og den, som leverer æg, er typisk også den, der huser det nye liv i sin krop i månedsvis (4). Når en kvinde føder et barn i løbet af en kortere eller længere fødselsproces og ammer det i en kortere eller længere periode, gør hun det ikke med en socialt og kulturelt konstrueret rolle, tværtimod, hun gør det med sin krop.
Det burde være indlysende, at de forskellige kropslige funktioner, som kvinder og mænd har i forhold til spædbørn, må resultere i forskellige relationer, men trods den konstaterbare faktiske forskel af de kropslige funktioner, kniber det efterhånden for mange at fastholde forskellene og den betydning, som forskelligheder medfører i relationerne (5).
Mandens kropslige funktion er som nævnt at levere sæden. Funktionen varer normalt kun få minutter, hvorimod de kropslige funktioner, som kvindens krop skal gennemgå, forløber over flere måneder og i øvrigt forudsætter andre kropslige funktioner som ægløsninger og menstruationer.
Mandens kropssituation i forbindelse med forplantningen er kortvarig, kvindens er langvarig, så tidsmæssigt er de af to forskellige størrelser. Men man kan også sige, at de ER to forskellige størrelser, og at de i de fleste kulturer eksisterer i kraft af hinanden. Ifølge Peter Zinkernagel udgør de tilsammen en logik (6).
Det sædvanlige er, at der i forplantningen er en nødvendig relation – et forhold – imellem kvindens og mandens kropslige funktioner og situationer. Den til relationen hørende logik, som forældreansvarsloven yderligere har normaliseret, kan udtrykkes i følgende sætning: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn.
Sociale forestillinger om forplantning og livets begyndelse, samt introduktion til en præcisering
De fleste kulturer gør sig forestillinger om, hvornår livet begynder. I vores forskningsforløb fandt vi frem til ca. 20 forskellige angivelser af tidspunktet. Her er nogle af angivelserne: ved foreningen af æg og sæd, i en bestemt graviditetsuge, når moderen kan mærke liv, ved hovedets fødsel, når moderkagen var født, osv. Det tidligste tidspunkt, vi fandt, var ved ægteskabets indgåelse, det seneste, når barnet havde overlevet det første år.
Sådanne forestillinger får afgørende betydning, når begreber skal forstås. Begreber, der i øvrigt forandres og udvikles over tid, fx efter samfundets herskende religion, viden og tekniske muligheder. Når vestlige kulturer således diskuterer tilladelighed af provokeret abort (fjernelse fra ”stedet”), diskuterer man dybest set, om livet begynder før eller efter fødslen. Beslutter man, at livet begynder før, vil det være oplagt, om man så forholdt sig til, om provokeret abort er en form for mord? (7)
Mange af disse forestillinger medfører diskussion om, hvilken status man skal tillægge fosteret før og under fødslen. I disse diskussioner opfattes den gravide kvinde ofte som et midlertidigt opholdssted for et kommende liv. Den særlige situation, kvinden befinder sig i som gravid, kan omtales som en 2-i-1-krop-situation (8), hvilket gør det muligt at tale om den i et land til enhver tid eksisterende 2-i-1-krop-befolkningsgruppe. Her tænkes således ikke på de individuelle kvinder fx. naboens datter og ens søster. Lidt kantet udtrykt kan man sige, at begrebet 2-i-1-krop-situation beskriver den mest normale af alle menneskelige undtagelsessituationer. I forhold til fosteret tildeler begrebet kvinden den forrang, der tilkommer hende, fordi de to parter, ’kvinde’ og ’foster’, ikke er ligestillede – idet der er to i den ene krop, der er kvindens.
Kulturelt er opholdsstedet – altså kvindens krop – under forandring, fordi nye forplantningsteknikker i kølvandet på reagensglasbefrugtning i dag forandrer årtusindgammel forplantningslogik, og skaber nye muligheder og tillige nye forestillinger om de to køn og deres ligestilling.
I det følgende vil vi se på hvilken logik, man kan lægge til grund for de nye forestillinger, og herefter hvornår kvinders forberedelse til en 2-i-1-krop-situation kan tænkes at begynde, og hvornår efterbearbejdningen normalt er afsluttet.
2-i-1-krop-situationen og forslag til et udtryk for dens logik
Så længe der er en nødvendig relation – et forhold – mellem kvindens kropslige funktion og fosterets vækst og udvikling før fødslen, er der grund til at finde udtryk for de til denne relation knyttede logikker.
Ovenfor har vi foreslået den til relationen mellem kvindens og mandens kropslige forplantningsfunktioner knyttede logik som: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn.
Det er denne logik, som forældreansvarsloven forudsætter ganske ukritisk, idet loven ser bort fra mænds og kvinders forskellige kropslige indsats i forbindelse med forplantning, herunder at samfundet ofrer et omfattende og kostbart medicinsk beredskab på at forhindre, at svangre kvinder bliver syge, dør eller får livsvarige skader.
FNs kvindekonvention, CEDAW (9), forpligter de ca. 150 lande, der har ratificeret konventionen, til at sikre, at kvinder ikke diskrimineres. Konventionen er et tillæg til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder af 1948 og en fortsat gældende målestok til sikring af, at kvinder samfundsmæssigt kan fungere på lige fod med mænd.
En generation efter, at kvindekonventionen var vedtaget, stod det klart, at kvinder var u-ligestillede med mænd med hensyn til handel med deres kroppe, politisk og offentligt liv, statsborgerskab, uddannelse, arbejdsliv, lægebehandling og familieplanlægning, økonomisk og social sikkerhed, deres arbejde i sektorer med naturaløkonomi, deres lighed for loven og ægteskabs- og familielovgivning (artikel 6-16).
Artikel 4, der handler om særforanstaltninger for at opnå ligestilling, omhandler positiv særbehandling til at fremskynde ligestilling og særbestemmelser til beskyttelse af moderskab. Det fremgår, at disse særforanstaltninger ikke må betragtes som diskriminerende over for mænd.
Artikel 5 omtaler moderskabet som en samfundsfunktion og lyder i oversættelse: ”De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler: (a)…, (b) for at sikre, at undervisning i familiekundskab omfatter den rette forståelse af, at moderskab er en samfundsfunktion, og anerkendelse af mænds og kvinders fælles ansvar for deres børns opdragelse og udvikling, dog således at forstå, at hensynet til børnenes tarv er det vigtigste i alle tilfælde” (10).
Vores forslag til et udtryk for en logik, der kan gælde for forholdet mellem kvindens og det kommende barns kropslige funktioner, er inspireret af Kvindekonventionen og lyder: en kvindes stillen sin krop til rådighed for en 2-i-1-krop-situation kan føre til, at befolkningen forøges med et nyt barn.
2-i-1-krop-situationen – videnskabeligt set
At stille sin krop til rådighed for en 2-i-1-krop-situation indebærer at gå ind i et kortere eller længere tidsforløb, hvor fosteret tager ophold i kroppen.
Vi skelner mellem graviditet og svangerskab. Graviditet er en livmoderstatus, der handler om barnet, idet en graviditet er en diagnose (11), der kan stilles på baggrund af de kemiske forandringer, der følger af, at æg og sæd forenes. Svangerskab handler derimod om kvinden, idet kun kvinder i fertil alder kan være svangre, og et svangerskab regnes fra sidste menstruations første dag. Derfor er svangerskabet to uger længere end graviditeten. Da man sjældent præcist ved, hvornår foreningen af æg og sæd har fundet sted, er det i praksis lettere at gå ud fra sidste menstruations første dag, når man skal anslå fødselstidspunktet.
Som det tidligere er bemærket i denne artikel, er der kulturelt mange forskellige bud på, hvornår livet begynder. Altså bud, der relaterer sig til det kommende barn. Men interessen for svangerskabets begyndelse er låst fast i termen: sidste menstruations første dag.
Det er en af grundene til, at der, så vidt vi har kunnet se, ingen filosofisk og humanvidenskabelig interesse er for at definere svangerskabet. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes os at finde filosofisk funderet litteratur om svangerskabets tidsperiode og bærere.
Samfundsvidenskabeligt og befolkningsmæssigt handler ikke engang CEDAW om det svangre menneskes situation. Konventionen beskytter ikke kvinder i konkrete situationer, men handler kun om, at kvinder ikke må diskrimineres, hvilket skal forstås således, at de har ret til at blive respekteret som mennesker på linje med mænd (12).
Vi har efterspurgt en filosofisk-humanistisk begrebsliggørelse af svangerskabet, og det er i denne sammenhæng, vi har arbejdet med kvinders reproduktive livsfaser og med 2-i-1-krop-begrebet som grundlag for mere præcise udgangspunkter for drøftelser om de ønsker og behov, der kan være i den forbindelse (13).
Det fremgår af vores ovennævnte logik-forslag: en kvindes stillen sin krop til rådighed for en 2-i-1-krop-situation kan føre til, at befolkningen forøges med et nyt barn, at vi samtidig påbegyndte et arbejde vedrørende den i et land til enhver tid eksisterende 2-i-1-krop-befolkningsgruppe. Gruppens behov og rettigheder kan evt. sammenstilles med andre befolkningsgruppers ditto.
Svangerskab er både unikt og almindeligt og finder sted i forbindelse med en reproduktiv livsfase
Situationen at bære et andet liv i sin krop er unik. Den gennemleves kun af kvinder i fertil alder, og kun periodevis i deres liv. Men situationen er også helt almindelig, idet den er forudsætning for generationers og befolkningers videreførelse.
I Danmark alene er der 60-70.000 fødsler hvert år. Hertil kommer de svangerskaber, der ender med abort. Den til enhver tid eksisterende 2-i-1-krop-befolkningsgruppe udgør således ca. 1 % af befolkningen. Gruppen befinder sig i den del af en reproduktiv livsfase, hvor hver enkelt kvinde fysisk og mentalt døgnet rundt er beskæftiget med at sætte et nyt liv i verden.
Reproduktive livsfaser er defineret som tidsperioder, som kvinder kan gå ind i og ud af.
Tidligst går en kvinde ind i en reproduktiv livsfase, når hun begynder at planlægge sit arbejds-, uddannelses- og fritidsliv med fokuseret henblik på den mulighed, at hun en dag bliver gravid, mens fasen for den kvinde, der ikke ønsker at blive gravid, ikke starter, før hun bliver klar over, at hun alligevel er blevet det – eller ændrer mening. Den konkrete reproduktive livsfase fortsætter, indtil hun selv beslutter at opgive den, eller senest når barnet omkring 1 års alderen rejser sig op og begynder at kunne gå. I tilfælde af abort eller dødfødsel foreslås det, at hendes reproduktive livsfase ligesom ved fødslen af et levende barn defineres som varende et års tid efter begivenheden.
Afslutningen af en reproduktiv livsfase er sat til omkring et år efter fødslen, fordi det er så lang tid, der normalt går, før en kvinde grundlæggende forbinder sig selv og sin hverdag med det at være mor. I øvrigt er det specifikt menneskeligt at rejse sig op og gå på to ben, hvilket sædvanligvis sker for barnet i 1 års alderen.
Forældreansvarsloven og fælles forældremyndighed fra fødslen diskriminerer kvinder og risikerer at skade børnene
I dag bliver svangerskabet betragtet som en parentes i almindelige kvinders almindelige liv, beliggende mellem en menstruationssituation, hvor den følgende menstruation udebliver, og en fødselssituation. Forestillingen er bygget på logikken: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn. Denne forestilling er overvejende knyttet til privatsfæren.
Forældreansvarsloven går et skridt videre og knytter i privatsfæren et barn sammen med begge de genetiske forældre uanset barnets relationen til hver af dem ved fødslen. Dette sker uden at det er overvejet, hvilken betydning det vil have, fx at uro nødvendigvis bliver resultatet i de situationer, hvor kontakten til den genetiske far må påtvinges.
Hvis man i stedet opfatter svangre som den 2-i-1-krop-befolkningsgruppe i reproduktiv livsfase, de rent faktisk udgør, kan man lettere forstå moderskabet som en samfundsfunktion med denne tilhørende logik: en kvindes stillen sin krop til rådighed for en 2-i-1-krop-situation kan føre til, at befolkningen forøges med et nyt barn.
Eftersom Danmark har ratificeret CEDAW, har Folketinget taget afstand fra at indføre love, der er diskriminerende for kvinder. Med hensyn til forældreansvarsloven kan man sige, at politikerne var lovligt undskyldt, idet de har lænet sig op ad den logik, de havde til rådighed, og som også hyldes af mange kvinder på et individuelt og ureflekteret grundlag. Men det er svært at finde en undskyldning for, at man har søsat en ligestilling af ugifte mænd med gifte mænd, som om det var en ligestilling mellem kvinder og mænd. At der endvidere ikke skete kønsmainstreaming (14) af loven må undre, da dette er obligatorisk som en del af lovforberedende arbejde.
Hertil kommer, at man har negligeret den menneskerettighedsforpligtelse at sikre, at ”hensynet til børnenes tarv er det vigtigste i alle tilfælde” (15).
Igen og igen er det, siden forældreansvarsloven blev vedtaget, påpeget, at når ugifte mænds ret til fælles forældremyndighed kun afhænger af enten en underskrift på en omsorgs- og ansvarserklæring eller en domsafsigelse, så kan det gå voldsomt ud over børnene. Især når samlivet er ikke-eksisterende, skranter eller er opløst på grund af vold eller uoverstigelige konflikter. Dertil kommer det faktum, at mødre pålægges at starte samvær for deres spædbørn fra de er 3 måneder gamle – selv når der ingen forudgående relation er etableret med barnefaren16.
Endelig bliver nutidens insisteren på fælles forældremyndighed som udgangspunkt for enhver sagsbehandling i offentligt regi, konverteret til en rettighed over børn, i stedet for at sikre, at praksis holder sig til en ”anerkendelse af mænds og kvinders fælles ansvar for deres børns opdragelse og udvikling”17.
Et sådant fælles ansvar kan i mange tilfælde bedst praktiseres, når den ene forælder har forældremyndigheden, og børnene ved, hvem der bestemmer, hvad de må og ikke må. Det giver stabilitet og tryghed for barnet i det omfang, der nu en gang kan skabes i et liv, hvorfor det må være dette, som en lovgivning har i fokus, når der ses på forældreansvarsloven ud fra et barneperspektiv. Folketinget har med forældreansvarsloven set bort fra, at enighed om forældremyndighed tidligere var det mest almindelige, og i stedet bildt sig ind, at samfundsmæssige tvangsforanstaltninger overfor uenige forældre og tildeling af rettigheder fremmer forældrenes ansvarsfølelse over for børnene.
Med CEDAW i hånden og med 2-i-1-krop-logikken for øje er to nødvendigheder blevet mulige: for det første at gentænke og ændre forældreansvarsloven, og for det andet at forhindre, at automatisk fælles forældremyndighed og ret til samvær fra fødslen bliver pålagt stort set alle forældre samfundsmæssigt.
Det er i øvrigt forstemmende og dybest set skræmmende, at forhold omkring den menneskelige reproduktion – som denne artikel har haft som omdrejningspunkt – ikke ses overvejet forud for vedtagelsen af forældreansvarsloven, da de er grundlaget for selve lovens indhold. Der er desværre tavshed omkring lovprocessen og navnlig det politiske forlig, der blev etableret umiddelbart forud for forældreansvarslovens vedtagelse.